1. Når vi dømmer, del 2

Kl. 14 eller lige der omkring ringede det på døren. Udenfor stod en mand; han var fra politiet. Han informerede mig om, at der var fundet to døde mennesker i en bil oppe i skoven tæt ved. En slange var sat på udstødningsrøret og ført ind i bilen… Han sagde også, at de, politiet, mente, det var mine forældre, og han havde brug for en, der kunne identificere de to – det blev mig.

Vi kørte sammen i hans bil ind til byen. Hele vejen derind fortalte jeg mig selv, at det var en fejl, det var naturligvis ikke mine forældre, jeg ville få at se. Snart ville jeg tage hjem igen – og vente på dem der. Men jeg blev klogere.

Jeg husker ikke, hvor det var, vi kørte hen. Jeg husker kun de hvide fliser på væggene og de to metalborde med hjul. Og så var der lugten. Lugten af død. En lugt så kvalm at jeg havde svært ved at trække vejret. Og der lå de så, de to. På hvert sit metalbord.

De så ud, som om de sov. Og havde det ikke været for lugten og det faktum, at de var meget kolde, alt for kolde, ville jeg ha’ nægtet at tro på, at de var døde.

Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid jeg blev hos dem. Jeg ved, at jeg kyssede dem begge på panden, men jeg ved ikke hvorfor. På et tidspunkt blev jeg vel færdig, med det jeg skulle og gik ud af bygningen sammen med politimanden. Nu skulle min mormor og morfar ha’ besked.

Jeg kørte endnu en gang med i politimandens bil. Der blev ikke sagt meget. Og da han spurgte mig, om de måtte foretage en obduktion, sagde jeg nej, og fik igen fornemmelsen af at jeg skulle kaste op. Hvordan kunne han overhovedet spørge? Det var mine forældre og ingen skulle under nogen omstændigheder skære i dem – aldrig. Vi kørte videre i tavshed, indtil han spurgte, om jeg ville fortælle “det” til min mormor og morfar. Jeg sagde ja.

Vi kom endelig frem og det var mormor der åbnede døren, da vi ringede på. Vi kom ind i entreen, og jeg skulle nu fortælle, at min mor, deres datter, morfars øjesten var død. Hun var ikke alene død. Hun var selv skyld i det.

Jeg kiggede på dem og fik fremstammet: “Mor og far er døde.” De kiggede begge to på mig, og spurgte nærmest synkront: “Hvad siger du?” “Mor og far er døde”, sagde jeg igen. Denne gang forstod min mormor, hvad det var, jeg havde sagt. Hun blev ligbleg, men sagde ikke mere. Morfar spurgte derimod igen: “Hvad siger du? Hvor er hun? Hvor er Anna?” Og der mistede jeg totalt besindelsen. Jeg råbte ham lige ind i ansigtet: “HUN ER DØD.” Der blev helt stille, og hans reaktion vil jeg aldrig glemme. Han blev pludselig grå, lille og krumrygget og ordene, der kom ud af hans mund, gav ingen mening. Min chokerede, lammede, grå morfar er det billede, jeg ser, hver gang jeg lukker øjnene og tænker på ham. Så det gør jeg helst ikke, og det på trods af at jeg elskede ham højt. Vores forhold blev aldrig godt igen, og da han blev syg og kom på hospitalet, hvor han døde, besøgte jeg ham ikke. Jeg kunne ikke. Undskyld morfar.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *