1. Når vi dømmer, del 1

Når verden brager sammen omkring mig, dvs. når jeg igen og igen bliver mødt af modstand så stor, at jeg overvejer, om livet virkelig ønsker mig, eller om det egentlig siger til mig, at jeg skulle ha’ opgivet det for længe siden, bliver jeg altid grebet af panik. Når verden brager sammen på den måde, er det en næsten umenneskelig evne, der skal til for ikke at give op.

Nu antyder jeg naturligvis ikke, at jeg har umenneskelige evner. Nej herre gud, havde jeg bare det… Nej, jeg reagerer efterhånden helt refleksivt. Jeg sætter mig ganske enkelt ned og græder øjnene ud af hulerne, imens jeg nøje vægter gode grunde til at leve og gode grunde til at dø. Heldigvis vejer de gode grunde altid mest – ellers ville jeg jo ikke være i stand til at skrive det her…

Nogen mennesker vil kalde mig svag og selvisk. Andre dømmer ikke, men forstår præcis, hvad det er, jeg taler om. Men – til syvende og sidst er det jo revnende ligegyldigt, hvad andre tænker og tror. Til syvende og sidst er det modstanden jeg møder, og hvordan jeg reagerer på den, der tæller…

Jeg husker tydeligt første gang jeg blev “dømt” af et andet menneske. Den dom var tæt på at tage livet af mig.

Jeg var 17 år, da mine forældre begik selvmord – sammen. Jeg havde desværre “set” det komme. Det er vel følelserne, der sidder udenpå, når selvmordet nærmer sig, og som 17 årig – ja, jeg tror jo dybest set det gælder enhver alder – er man, jeg ved, at jeg var, meget sensitiv. Under alle omstændigheder reagerede jeg på det, der foregik med og mellem mine forældre og forsøgte, det bedste jeg kunne på at undgå det uundgåelige. Men forhindre det, det kunne jeg ikke.

Jeg vidste, i samme øjeblik jeg vågnede den morgen, at noget var helt galt. Min mor havde ikke vækket mig tidligt om morgenen som lovet, hendes armbåndsur lå på kommoden, dobbeltsengen var ikke redt. Alle var de små og tilsyneladende ligegyldige tegn, med de fortalte mig, at noget var galt.

Før klokken blev ni om morgenen, ringede jeg. Først til min mors arbejdsplads, hun var ikke dukket op. Dernæst til min fars arbejdsplads, han var heller ikke mødt. Og så ringede jeg til politiet. Mærkeligt, det ved jeg. Jeg havde trods alt kun “savnet” mine forældre i mindre end en time, hvad politiet naturligvis også påpegede. Derfor ville de heller ikke gå videre med sagen, men bad mig om bare at vente og se.

Formiddagen gik frygteligt langsomt. Der var jo ikke noget, der hed mobiltelefon den gang, så jeg kunne ikke ringe eller forsøge at lokalisere dem via GPS eller noget. Jeg kunne kun vente og be’ guderne om, at de ville komme hjem. At de pludselig ville komme ind gennem hoveddøren med hinanden i hånden og smil på læben. De havde bare taget en pjækkedag, ville de sige og give mig et klem på skulderen. Men sådan gik det ikke.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *