1. Når vi dømmer, del 5

Tiden efter begravelsen husker jeg dårligt, og jeg kan ikke finde ud af, hvornår “ting” skete. Jeg ved naturligvis, at de skete, jeg kan bare ikke få det til at hænge tidsmæssigt sammen.

Fordi jeg var under 18, da mine forældre døde, fik jeg tilknyttet en kontaktperson, en socialrådgiver fra kommunen. Jeg husker ikke længere hendes navn, men jeg husker hendes engagement og interesse for, hvordan jeg havde det. På det tidspunkt rørte det mig dog ikke meget. Mine forældre havde med deres selvmord “fortalt” mig, hvor vigtig jeg var, eller snarere hvor absolut ligegyldig jeg var. Så jeg mærkede dårligt, at hun ville mig det godt. Det kunne egentlig også være lige meget, for så hurtigt det overhovedet kunne lade sig gøre, blev jeg “sendt” fra den lille kommune, jeg boede i, til byen, hvor jeg kunne blive væk helt alene… Lyder det mærkeligt? Blive væk helt alene? Tja, det gør det måske, men sådan var det, og sådan blev det!

Jeg gik på gymnasium, så det var rimelig nemt, formoder jeg, at finde et kollegieværelse til mig. Det ville jo nok ha’ været langt mere kompliceret og dyrere med en lejlighed. Nej, det blev et kollegieværelse, og så kunne jeg jo selv finde ud af, hvad jeg ville gøre, når jeg havde færdiggjort gymnasiet. For at fortsætte gymnasiet var naturligvis det, jeg havde både lyst til og mod på…

Jeg forsøgte faktisk at fortsætte på gymnasiet, men det var håbløst. Ingen anede, hvordan de skulle tale med mig eller bare være sammen med mig – så ingen var. Det vil sige – de var der naturligvis, de anede bare ikke, hvad de skulle stille op med mig, så de prøvede at fortsætte, så godt de kunne, som om intet var hændt. Men noget var hændt, og jeg var på ingen måde den udadvendte og relativt sorgløse pige, jeg havde været dagen forinden. Intet ville nogensinde igen blive, som det havde været dagen forinden. Lyder jeg bitter? Det gør jeg måske. Og måske var det virkelig ikke, sådan det skete. Måske var jeg omgivet at kærlige venner, der gjorde, hvad de kunne. Men sådan husker jeg det ikke. Jeg husker venner, der var fortvivlede, fordi de ikke anede, hvad de skulle stille op med mig og min sorg – og så var de helst fri. Jeg husker venner, der måske gerne ville, men ikke kunne hjælpe. Måske var jeg omgivet af en kærlig familie, der gjorde, hvad de kunne. Men sådan husker jeg det ikke. Jeg husker min mormor og morfar, forgræmmede af sorg og ude af stand til at rumme mig. Jeg husker min onkel i København, der blev min værge. Jeg er sikker på, at han gjorde sit bedste. Han prøvede, men jeg mærkede det bare ikke. Jeg husker min tante i Århus. Hun gjorde sit bedste, det er jeg ikke i tvivl om; jeg mærkede det bare ikke. Resten af familien hørte jeg ikke fra. Men det var måske også fuldstændig ligegyldigt, for jeg var ikke længere i stand til at mærke noget som helst positivt. Jeg var fra den ene dag til den anden blevet et skadedyr. En sygdomsbefængt rotte som kun kunne bide fra sig, og som ikke kunne se, at der faktisk blev stillet lidt uforgiftet mad frem fra tid til anden.

Tilsyneladende var der endnu en, der stillede mad ud, uden at jeg opdagede det. Min venindes mor. Og den dag jeg fandt ud af det, glemmer jeg aldrig. Eller det vil sige, de minutter, da jeg fik det at vide, glemmer jeg aldrig. Ham der gjorde mig opmærksom på det, var en af min fars tidligere musikerkollegaer. Nu underholdt alene i det lille tehus, min venindes mor ejede.

Det var sent om aftenen, efter lukketid, da han sad der, alene på den lille “scene”. Jeg må ha’ gjort noget, der i den grad havde ophidset ham, for han råbte så højt, at alle må ha’ hørt det. Han råbte, at jeg var det værste afskum, han nogen sinde havde mødt. Hvad helvede jeg bildte mig ind at nasse på min venindes mor og så ikke gøre noget til gengæld. Hvem helvede jeg troede, jeg var, bare fordi mine forældre havde begået selvmord. Andre mennesker havde sgu også problemer, og hvis jeg ikke kunne se det, måtte jeg hellere se at forsvinde, for ellers skulle han nok få mig til det. Vægten af hans ord var så voldsom, at jeg nærmest blev presset ud i natten. Selvom jeg havde villet det, var det ikke muligt for mig at blive hos min venindes mor i tehuset.

Jeg kæmpede mig grædende tilbage til kollegiet og mit lille værelse, og undervejs forsøgte jeg at huske præcis, hvad det var, han havde sagt. Og jeg måtte desværre give ham ret. Jeg gjorde ikke andet end at udnytte andre. Jeg var et ondt menneske. Jeg var en paria, og fortjente end ikke det liv, der var givet til mig. Jeg skulle forsvinde, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Hvornår det skete sådan tidsmæssigt i forhold til mine forældres selvmord, har jeg ingen anelse om. Om det var før eller efter jul, kan jeg ikke huske. Dybest set er det jo også ligegyldigt. Det der tæller er, at jeg nåede tilbage til mit kollegieværelse, grædende og rædselsslagen over at ha’ fået så mange sandheder at vide på én gang. Se det husker jeg tydeligt. Hvor lang tid jeg sad på sengen, før jeg gav op, ved jeg ikke. Jeg husker bare, at jeg sad der med alle de piller, jeg havde været i stand til at samle sammen. Og da jeg slugte dem, troede jeg på, at mit liv endelig ville holde op. At sorgen, vreden og den frygteligste følelse af dem alle, følelsen af at være værdiløs og forladt, endelig ville gå væk… Men sådan gik det naturligvis ikke. To døgn senere vågnede jeg. To døgn senere væltede alle de velkendte følelser ind over mig, da jeg igen slog øjnene op, og fandt ud af, at jeg stadig var i live – og alene.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *