1. Når vi dømmer, del 4

Jeg havde fået beroligende piller af lægen, så jeg var vist helt i orden – min opførsel altså, ja, sådan husker jeg det. Jeg græd ikke for meget, jeg råbte ikke for meget, jeg sørgede ikke for meget. Jeg førte mig som en rigtig filmheltinde – stolt, i tårer men ikke hysterisk, talende men ikke højt og pinligt, kontrolleret men ikke stift. Jeg var helt tilpas og indtog min plads på scenen med værdighed.

Der var utroligt mange mennesker til begravelsen. De var mødt op for at sige farvel til to mennesker, der på en eller anden måde havde haft indflydelse på deres liv – positiv indflydelse, det måtte det jo være – og nok til at komme til deres begravelse. Eller sådan tænker jeg, det var. Jeg har dybest set ingen anelse om, hvorfor der kom så mange, jeg vælger bare at tro, at det må hænge sådan sammen…

For mig var det dog helt anderledes. Jeg følte det, som var jeg med i en dårlig og alt for sentimental film eller til premieren på et ditto skuespil. Arrangementet var dog storslået – det kunne der ikke sættes en finger på. De forskellige sceneskift og de medvirkendes placering i de forskellige scener var virkeligt gennemarbejdede. Og placeringen for optagelsen af begravelsesscenen var intet mindre end formidabel. Den over 1000 år gamle, smukke, hvide kirke med betagende kalkmalerier, og blomster alle steder i dagens anledning, kunne ikke ha’ været valgt bedre. Selv det store hul, der skulle indeholde de to kister, var omgivet af skønhed. Mine forældre skulle tilbringe de næste tyve år eller mere på toppen af en bakke med en fantastisk udsigt og med skoven som baggrund. Og det hele passede perfekt til min medicinslørede sindstilstand. Det gjorde følelsen af at være med i en film meget levende, og jeg vidste, hvordan min rolle skulle spilles. Jeg spillede den godt. Ingen mærkede min desperation, og den usigelige vrede jeg følte mod mine forældre – heller ikke jeg.

Men scenariet og de mange mennesker kunne ikke være mere upassende, mere ufortjent. Hvordan kunne de fortjene den opsætning? De to, der sammen, frivilligt, havde forladt livet. De to, der ikke havde efterladt et eneste forklarende ord. De to, der sammen havde besluttet, at jeg ikke var værd at leve for. De to, der skulle beskytte mig og elske mig betingelsesløst, havde sammen besluttet, at jeg nu selv skulle stå for beskyttelsen, og at deres kærlighed alligevel ikke var uden betingelser…

Der var kaffe og kage bagefter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *